Skal du i gang med at lave din egen hjemmeside? Så kan det være rart at have den basale grundviden på plads inden arbejdet for alvor går i gang.
Især når det drejer sig om valg af webhotel og domæne – for hvad er egentlig forskellen?
I denne forbindelse bliver folk ofte lettere forvirret over, hvad forskellen faktisk er på et webhotel og et domæne. Denne guide vil derfor gøre et forsøg på at forklare de to begreber på en let og overskuelig måde.
Så læs med herunder, når vi guider dig igennem det!
Hvad er et domæne?
Et domænenavn er den primære del af en internetadresse. Det kunne evt. være webhotelsoversigt.dk. Domænet til en hjemmeside er ét, som man skal købe/leje sig til, hvorefter det bliver registreret. Det er helt unikt, og domænet webhotelsoversigt.dk er således det eneste af sin slags på verdensplan.
Domænet er muligt for alle at tilgå, såfremt man naturligvis har adgang til internettet mm.
Et domæne kan imidlertid godt indeholde flere forskellige undersider. Dette gælder f.eks. webhotelsoversigt.dk/1-billigt-webhotel. Alt, hvad der her står efter skråstregen indikerer, at der er tale om en underside. I denne forbindelse drejer det sig om en underside vedrørende et billigt webhotel.
I Danmark har domæner endelsen .dk, mens det f.eks. er .uk for Storbritannien. Man kan dog helt selv vælge, hvilken endelse, man ønsker. Hvis du hellere vil have domæneendelsen .com eller andet, så er dette altså en mulighed.
Hvad er webhotel?
Et webhotel skal forstås i næsten bogstavelig forstand. Når vi mennesker tager ud og rejser og indlogerer os på et hotel, så benytter vi samtidig hotellet til at opbevare vores personlige genstande i form af tasker mm.
På samme måde er et webhotel et hosting-sted, hvor din hjemmeside kan blive opbevaret. En hjemmeside kræver nemlig, at du har en server hos dig selv eller en computer, som aldrig bliver slukket. Ofte er dette ikke tilfældet for de fleste, hvorfor det bliver nødvendigt at leje plads på en server, hvor hjemmesiden kan blive opbevaret.
Et webhotel er en server, hvor du netop kan leje/købe dig ind med din hjemmeside. Disse webhoteller er med til at sørge for, at din data bliver på nettet og siden er oppe at køre.
Sagt på en anden måde, så sørger webhotellet for, at andre mennesker kan tilgå og besøge din hjemmeside. Kun på denne måde kan de blive bevidste om det, som du sælger, yder, køber mm. Hertil er domænet så nødvendigt, for at du overhovedet kan have en hjemmeside med alt dit indhold, som skal ”indlogeres” på et webhotel. Du kan også læse vores rene guide til hvad er et webhotel?
To begreber, der ofte bliver forvekslet
Når det er nødvendigt at lave en decideret guide om forskellen på et webhotel og domæne, så skyldes det, at rigtig mange forveksler de to begreber.
Når begreberne bliver opstillet som ovenfor, bliver det forhåbentligt tydeligt, at domæne er den primære del af en internetadresse. Denne skal købes og registreres.
Et webhotel er i stedet en server, der lader dig opbevare din data, herunder din hjemmeside og dit domæne, så andre kan tilgå din hjemmeside.
De to begreber er således relativt lette at adskille fra hinanden. Problemet opstår typisk, fordi det sted, hvor man kan leje og registrere domæner ligeledes er steder, der udbyder service i form af webhotel. De to begreber har derfor en tendens til at ”flyde sammen”, fordi det ikke er nødvendigt at forholde sig til dem særskilt.
Der findes imidlertid mange forskellige webhoteller, hvor man kan opbevare sin data, filer og hjemmeside. Det gælder derfor om at finde det hotel, som passer allerbedst til dig, dine krav, dine ønsker samt dine behov.
Indhold